Mindelunden

I den danske frihedskamp under den tyske besættelse 1940-45 modtog Hvidstengruppen våben og sprængstoffer samt 8 faldskærmsfolk i forår og sommer 1943. De var den første fast organiserede modtagegruppe.

De viste vejen for andre, og de hjalp andre grupper med at modtage nedkastede forsyninger fra England. Deres skæbne gjorde et meget stærkt indtryk, fordi en familie og en egn blev så hårdt ramt. Disse 8 af i alt 102 henrettelser efter domme i tysk krigsret fremkaldte et midlertidigt stop for henrettelser, så andre modstandsfolk uventet overlevede.

Hvidstengruppen anholdes

Den 13. december 1943 blev 2 faldskærmsmænd med godt kendskab til Hvidstengruppen arresteret i Aarhus. Efter hårde forhør røbede de stort set alt, hvad de vidste. Gestapo begyndte at vise interesse for Hvidsten og omegn. Den 11. og 17. marts 1944 blev alle gruppens medlemmer bortset fra Svend Egon Andersen og Andreas Stenz arresteret. Kun Gudrun Fiil fik lov at blive for at passe Hvidsten Kro. De 14 anholdte blev ført til Aarhus til forhør. Herfra kom mændene til Horserødlejren.

Den 23. maj 1944 blev mange modstandsfolk sendt videre til Vestre fængsel. Efter invasionen i Frankrig på D-dag den 6. juni 1944 forstærkedes uro og sabotage i Danmark. Tyskerne ville dæmme op ved at henrette modstandsfolk fra Vestre Fængsel. Den 8., 12. og 23. juni blev 2+2+8 modstandsfolk henrettet. Da var 31 henrettet siden 28. august 1943.

Dom i den tyske krigsret

Dommen blev afsagt den 27. juni 1944.

Dømt til døden: (* Fra Hvidsten)

  • 1*: Kroejer Marius Fiil
  • 2*: Kromedhjælper Niels Fiil
  • 3*: Bryggeriarbejder Peter B. Sørensen
  • 4*: Mekaniker Johan Kjær Hansen
  • 5*: Radioforhandler Niels N. Kjær
  • 6*: Karetmager Søren P. Kristensen
  • 7*: Møller Henning Andersen
  • 8 : Dyrlæge Albert C. Iversen, Spentrup

Tugthus på livstid:

  • *Husmoder Kirstine Sørensen, født Fiil.
  • Landmand Jens Stenz, Kondrup.
  • Chauffør Barner H. Andersen, Ø. Tørslev.

Fire års tugthus:

  • Vognmand Anders Venning Steensgaard, Råsted.
  • Købmand Knud Christensen, Randers.

2 års ungdomsfængsel:

  • * Servitrice Gerda Søvang Fiil.

Folkeligt oprør og generalstrejke

De 8 dødsdømte medlemmer af Hvidstengruppen blev skudt i Ryvangen i København tidligt om morgenen den 29. juni 1944. Den tyske meddelelse om henrettelserne udløste en voldsom harme i store dele af Danmarks befolkning. I København blev der generalstrejke. 60 danskere blev dræbt i den forbindelse. Henrettelser var imod Hitlers ordre, fordi de gav uro og skabte martyrer. Modterror skulle anvendes. Efter de 8 fra Hvidstengruppen kom næste henrettelse efter krigsretsdom 21. februar 1945.

Hjem til Hvidsten

Efter befrielsen den 4. maj 1945 blev de henrettede fra Hvidstengruppen i juli fundet blandt de mange, der lå begravet i det, der nu er Mindelunden i Ryvangen. Ved hvert lig lå en flaske med en seddel med navn og data. Omkring halvdelen af de begravede blev ført til deres hjemegn. De 8 kister med medlemmer af Hvidstengruppen blev ført gennem København fra Holmens Kirke til Grundtvigskirken, hvor der var en meget stor bisættelseshøjtidelighed. De 8 urner blev nedsat i Mindelunden i Hvidsten den 16. juli 1945.

Hans Nejsum fortæller om mindelunden

Hør pensioneret historielærer Hans Nejsum fra Hvidsten fortælle den dramatiske historie om, hvad der skete med medlemmerne af Hvidstengruppen, efter de blev taget til fange af tyskerne.


Her fortæller Hans Nejsum, hvor de forskellige medlemmer af Hvidstengruppen er begravet i Mindelunden i Hvidsten.

Tulles brev til Werner Best

Hør "Tulles" gribende brev til den tyske kommandant Werner Best.

Brev til Werner Best