Mustard Point

”Lyt igen kl. 21.15” lød signalet fra BBC i London. Så var der fly på vej i natten til Hvidstengruppen i det tyskbesatte Danmark.

Den tidligere hede syd for Gassum - Hald vejen gennem Allestrupgård Plantage var fra april 1943 Hvidstengruppens modtageplads for våben og sprængstoffer til videre fordeling til modstandsgrupper. Ved mindst 5 nedkastninger modtog Hvidstengruppen 8 faldskærmsfolk til støtte for modstandsbevægelsen og et ukendt antal containere.

Baggrund og organisation

”Mustard Point” blev udvalgt af kromand Marius Fiil. Heden ved Allestrupgård lå kun 4 km fra Hvidsten.  Ole Geisler var Jyllands-chef i SOE (Special Operations Executive) den engelske organisation, der skulle støtte allierede modstandsgrupper. Han fik Marius Fiil til at hente indholdet af de første 4 containere nedkastet natten til den 12. marts 1943 på en plads ved Trinderup 6 km øst for Mariager. Godsejer Flemming Juncker fik Geisler til at spørge Marius Fiil, som fik familie, naboer og venner med til de næste modtagelser. Ole Geisler var med ved alle nedkastninger ved Hvidsten.

Tonsvis af våben og udstyr

Under 2. verdenskrig nedkastede allierede fly i runde tal 6.500 containere med 700 tons våben, sprængstoffer og udstyr til den danske modstandsbevægelse. 18 fly gik tabt. 69 flyvere omkom. 52 danskere blev efter militær træning hos SOE i England sendt til Danmark. De fleste af dem var i udlandet, da Danmark blev besat den 9. april 1940. ”Mustard Point” var Danmarks bedste nedkastningsplads en tid. Desværre kom man til at blinke til en tysk natjager, som alarmerede tyskere på Randers Kaserne 8 km borte. Alle modtagefolk kom væk. Inden nye modtagelser i marts 1944 blev gruppen arresteret.

Modtagelse af containere

Allierede fly fandt om natten vej over Jylland med søer og fjorde som hjælp. Radiokontakt mellem fly og modtagehold blev prøvet. Ved nedkastningsstedet angav 3 hvide og 1 rød lygte indretningen.

Ladningen skulle kastes op mod vinden for at komme samlet ned. Normalt nedkastedes højst 12 containere samme sted. En Halifax kunne medføre op til 24 containere. Fra ”Mustard Point” kunne en faldskærmsmand efter kort tid sidde til bords i Hvidsten. Containerne blev tømt. Indholdet blev kørt til Hvidsten og Randers. Faldskærme kom i de tomme containere, som blev sænket i nærliggende gamle tørvegrave. Sprængstoffer fra ”Mustard Point” blev brugt ved sabotager i bl.a. Langå, Odense og København.

D. 3. juli 1997 blev der rejst en mindesten ved Mustard Point af Frihedskampens Veteraner på initiativ af Henning Dam. Dette blev markeret med en stor mindehøjtidelighed, hvor godsejer Flemming Juncker afslørede mindestenen.

Hans Nejsum fortæller om Mustard Point


Her fortæller Hans Nejsum den spændende historie om, hvordan Hvidstengruppen modtog bl.a. våben, ammunition og sprængstoffer til modstandskampen på Mustard Point lige uden for Hvidsten.


Her fortæller Hans Nejsum om hvordan de mange våben, som Hvidstengruppen modtog i 1943-44, blev fordelt i Jylland som bogpakker fra en lokal boghandel.


Her fortæller Hans Nejsum den barske historie om hvordan Hvidstengruppen blev afsløret af en stikker.  


Hans Nejsum fortæller underholdende anekdoter om Hvidstengruppen.