De efterladte

De lange skygger fra 1944

Kilde: Journalist og historiker Niels Birger Danielsen.

Om formiddagen torsdag den 29. juni 1944 kom budskabet til Hvidsten om henrettelsen af de otte medlemmer af modtagegruppen.

"Gaard efter Gaard og Hus efter Hus hejste Flaget paa Halv," skrev journalist Axel Holm i bogen Hvidstengruppen, der udkom allerede i 1945. "De unge Enker sad stivnede, vred de arbejdsdygtige Hænder og græd de stærke Kvinders forfærdelige, stille Graad, der ryster hele Legemet. Smaa Børn stod om dem med taarevædede Ansigter og angstfulde Øjne. Kroen stod tom. Vejfarende, der ellers altid biede her, Turister, Fragtmænd, Handlende, gik eller kørte langsomt forbi".

Folk søgte sammen i fælles sorg og harme. "Der var intet aftalt, men om Søndagen strømmede Folk som aldrig før til Sognets Kirker, Spentrup og Gassum (…). Præsterne stod frem og talte ud af Egnens og hele Landets oprigtige Hjerte uden Frygt, skønt det hviskedes, at der var Tyskere til Stede". 

Den 16. juli 1945 ankom urnerne til Hvidsten fra København. Da de var blevet sat ned, holdt pastor Poul Christensen fra Spentrup en tale ved den store fælles gravsten: ”Saa vender jeg mig da mod jeres Støv (…). Guds Naade og Fred være med jer. Vi forpligter os ved jeres Grave,” sluttede han.

Og der blev tingene stående. "Dengang vidste man jo ikke, at der var noget, der hed traumer," sagde Gudrun Fiil Paetch ('Gulle', født 1942), barnebarn til kroejerparret Marius og Gudrun Fiil, i et interview med Randers Netavis i 2017. "Derfor blev der ikke snakket om det, men det blev tiet ihjel". Hendes mor Kirstine Fiil Møller ('Tulle', 1918-1983), der havde siddet i tysk tugthus, var stærkt påvirket. "Ikke mindst mærkedagene var svære for hende," siger datteren.

Lignende oplevelser har modstandsfolk eller deres efterkommeren haft overalt i landet.

Råd til efterkommerne

De dødsdømtes afskedsbreve vidner om ro og afklaring. Mange af deres sidste tanker drejede sig om, hvordan deres efterladte skulle klare sig fremover.

Et yderligere eksempel fremkom i 2013, da døtrene til møller Henning Andersen (1917-1944), der som 26-årig var blandt de henrettede, afleverede forskellige af faderens effekter til Lyshøj Mølle. Her var han i i 1930’erne i lære som møller; i dag er der museum. Det var et dannebrogsflag og et diplom fra Danmarks Møllerforeninger, som blev sendt til Henning Andersens enke efter befrielsen som anerkendelse af hans indsats.

Endvidere blev en bog afleveret til museet, som han havde læst i cellen. Heri havde Henning Andersen i marginen noteret et udkast til en salgsopstilling for Hvidsten Mølle, som han nåede at eje et par år. Det var klart, at hans 28-årige hustru Marie, ikke kunne drive den videre, og at familien skulle have noget at leve af. Marie Andersen var gravid i sjette måned, og parret havde i forvejen to piger på 3 og 1 år.

Afskedsbrevene

I cellen i Vestre Fængsel i København skriver Hvidstensgruppens medlemmer afskedsbreve til deres familier. Du kan høre deres breve her. Lydfilen er venligst udlånt Museum Østjylland.

Lyt til afskedsbrevene.