Hjælp til de efterladte

I lokalsamfundet hjalp man de efterladte hustruer og børn.

Kilde: Journalist og historiker Niels Birger Danielsen.

Den ultimative solidaritet i lokalsamfundet udviste radiomekaniker Niels Nielsen Kjær (1903-1944), en af de otte henrettede fra Hvidstengruppen. Han var ungkarl og testamenterede en sum penge til Agnes Kristensen, hustruen til den ligeledes dødsdømte karetmager Søren Peter Kristensen (1887-1944), og sit hus til Rigmor Kjær Hansen, hustru til den også henrettede mekaniker Johan Kjær Hansen (1907-1944). Agnes Kristensen sad i 1944 tilbage med en datter på 15 år foruden en voksen datter, mens Rigmor Kjær Hansen havde tre sønner i alderen 12, 9 og 6 år.

Nogle år senere flyttede Agnes Kristensen til Randers, mens datteren og svigersønnen, der var bager, overtog karetmagerens hus. Svigersønnen åbnede bagerforretning. Rigmor Kjær Hansen tog en uddannelse som frisør og fik dermed mulighed for at være selverhvervende.

Ifølge Lissy Sørensen – datter af den dødsdømte Henning Andersen – opstod der et livslangt venskab mellem Augusta Iversen (enke efter dyrlæge Albert Iversen), Rigmor Kjær Hansen, Agnes Kristensen og hendes egen mor, Marie Andersen. ”Mor flyttede med os tre piger fra Hvidsten til Spentrup efter at have solgt møllen, og da jeg var ca. 10 år, flyttede vi til Dronningborg. Vi gik på Randers Realskole.”

Da Lissy Sørensen var stor skolepige, var det ikke altid velkomment for hende at blive mindet om fortiden. Hun følte sig pinligt berørt, da moderen gav et avisinterview – i øvrigt foretaget af en journalist, der var kæreste med en af dyrlæge Iversens tre døtre.

Det tætte forhold mellem familierne fandt også udtryk i, at de to yngste af Rigmor Kjær Hansens tre sønner en tid boede i pleje hos Marie Andersen, da deres mor blev ramt af en længerevarende sygdom. I mangel af traumebearbejdning ligger det ligefor at antage, at enkerne, der alle var mødre med børn, kunne finde støtte og trøst i det nære forhold, der havde sit udspring i et skæbnefællesskab. Lissy Sørensen kan dog ikke huske, hvad mødrene talte om, når de var sammen. 

Marie Sørensen gik meget op i, at hendes døtre skulle lære at klare sig selv. ”Jeg blev uddannet som lærer i syning og tilskæring, min søster Jytte blev dekoratør og min yngste søster Henny blev kontoruddannet i Post- og Telegrafvæsenet,” oplyser Lissy Sørensen.