Kilde: Journalist og historiker Niels Birger Danielsen.
Som de dømtes sidste tanker gik til efterkommernes levevilkår, var der også midler på vej fra samfundet. I det sidste krigsår opstod den tanke, at bl.a. efterkommerne efter modstandskampens ofre skulle have erstatning. Det førte til etableringen af Frihedsfonden, og i tilfælde af familieforsørgerens død blev erstatninger typisk givet som en procentandel af den afdødes indkomst.
Dermed var der stor forskel på, hvor store erstatningerne kunne blive. De mest veletablerede gruppemedlemmer fik mest. Marie Andersen måtte imidlertid ifølge datteren Lissy Sørensen, Struer, opdrage de tre døtre i beskedne kår, for Henning Andersen var ikke nået op på nogen høj indkomst i de knap to år, han ejede Hvidsten Mølle.
Et andet medlem af Hvidstengruppen, der tilsyneladende kom til at leve i små kår efter krigen, var gruppens chauffør Anders Venning Steensgaard (kendt som ’Ajs Venning’). Det fremgår af dette interview med hans barnebarn Anders W. Hansen.
Frihedsfonden fik stor betydning
Midler fra Frihedsfonden var også medvirkende til at muliggøre oprettelsen af 4. Maj Kollegierne, hvor efterkommere efter modstandsfolk har mulighed for at bo i deres studieår.
I 1970 blev udbetalingerne fra Frihedsfonden suppleret af statsmidler. I 1995 blev den nedlagt, og udbetalingerne af de bevilgede erstatninger blev overtaget af Arbejdsskadestyrelsen.