De efterladte levede "bare" videre

Efter krigen forsøgte de efterladte at glide ind i hverdagen igen.

Kilde: Journalist og historiker Niels Birger Danielsen.

Der var kun ganske undtagelsesvis nogen, der tænkte på psykologhjælp. Det skete dog, da det for omgivelserne var tydeligt, at Lissy, den henrettede Henning Andersens datter, led af et choksymdrom. Hun kom som 10-årig i ca. 1950 til børnepsykolog – men kun én gang. Hun fik ordineret nervepiller.

Lissy havde aldrig som mindre kunnet huske de chokerende oplevelser fra faderens arrestation, men påvirket af en bog, hun læste som stor skolepige, begyndte minderne at regenerere. Men denne konsultation var en absolut undtagelse.

”Der var ikke nogen større indsigt i traumepsykologi i 1945. Tidens løsning var tavshed, glemme, komme videre, og det blev manges løsning,” skrev Sven Arvid Birkeland, pensioneret overlæge, i  sin bog Taget af tyskerne (Gyldendal, 2007). ”Andre gik i den modsatte grøft og fordybede sig i minder og søgte ligesindede i de mange etablerede kammeratskabsforeninger. Når minderne blev for voldsomme, kunne trøsten være tobak, alkohol, aggressioner eller eventuelt selvmord.”

Psykiske eftervirkninger

De ubearbejdede psykiske eftervirkninger var omfattende. En af dem, der har givet et eksempel, er Jytte Windel Kahr, der er datter af Knud Christensen (1916-1987), som i sin forretning Vejle Støbegods i Store Voldgade havde Hvidstengruppens centrale lager af våben og sprængstoffer. Oplevelserne er fortalt til bogen Modstandskampens børn af Andreas Fugl Thøgersen (Gads Forlag, 2013). Knud Christensen blev ved krigsretssagen idømt tugthusstraf, der blev afsonet i Dreibergen i nærheden af Rostock.

”At spørge far om Tyskland var ikke bare noget, man gjorde. Det var mor, der klarede den sag. Når jeg tænker tilbage, var min mor min fars beskytter. Da jeg blev større, fortalte min mor, at hun så i avisens tv-program, om der kom en krigsfilm. Gjorde der det, forsøgte hun at aflede min far, for eksempel ved at invitere gæster til at spille bridge,” fortalte datteren.

Moderen vidste, at han ville få mareridt af den slags film. ”Jeg husker hverdagen. De små ting, der alligevel var store. Vi spiste ikke mad lavet på fars. Det mindede min far om tiden i Tyskland, hvor de i fængslet af og til fik hakket kød. Senere fandt han ud af, at kødet kom fra døde, rådne heste fundet på landevejen til Dreibergen. Og så mors ordrer: ’I skal være stille, far har problemer i forretningen. I skal være stille, far sover til middag. I skal være søde, far har det ikke nemt. I skal være rare, far har været til begravelse.’ Uden at være klar over det, blev jeg et ’radarbarn’. En, der sørger for, at andre har det godt og går på listesko og er opmærksom på omgivelserne.”

Svært at være alene

Marie Andersen, enke efter møller Henning Andersen, var god til at skjule over for sine tre døtre, hvis hun ikke havde det så godt. Hun havde besluttet sig for ikke at fortabe sig i erindringerne, og hun gik meget op i, at hendes piger skulle have en uddannelse. Da de flyttede hjemmefra i første halvdel af 1960’erne, viste det sig imidlertid, at hun ikke kunne være alene. Endnu før hun var 50 år, måtte hun indlægges på sygehus.

”Det var meget vanskeligt for mig at forklare hendes psykiske lidelser over for den unge læge, som ikke havde noget forhold til, hvad folk kunne have været udsat for under besættelsen.” Moderen måtte i en periode bo på skift hos sine døtre. I 1978 fik hun en beskyttet bolig på Bernadottegården i Hadsund, hvor hun boede i over 30 år. Hun døde i 2012 næsten 96 år gammel – 68 år efter sin mand. ”Det var utænkeligt for hende at gifte sig igen. Hun troede, at vores far sad og ventede på hende oppe i himlen,” bemærker Lissy Sørensen.

Hvidsten Kro var det andet hjem

Jytte Windel Kahr, Knud Christensens datter, kom som barn på Hvidsten Kro sammen med sin familie og opfattede den som et andet hjem. Hun havde en oplevelse, der kan ses som et kejtet forsøg fra hendes mor, Helene, på at give Gudrun Fiil en fattig kompensation for hendes voldsomme tab: henrettelsen af hendes mand, søn og svigersøn samt de permanente skader på hendes ældste datters psykiske helbred.

”Vi var tit derude, hele min familie, og spise og hygge os. Vi børn fik at vide, vi bare selv kunne gå hen og tage en sodavand,” fortalte Jytte Windel Kahr. ”På kroen havde vi en stamstue sammen med familien Fiil, hvor restaurationsgæsterne ikke kom. (…) Min mor opfordrede mig flere gange til at kalde Gudrun Fiil for bedstemor, når vi var derude (…), men da hun ikke biologisk var min bedstemor, gjorde jeg det aldrig. På en eller anden måde virkede det kunstigt på mig, selv som barn.”

Tragiske skæbner

En central hjælper til Hvidsten-gruppen fik en tragisk skæbne. Det var læge Svend Baastrup Thomsen (1913-1955), der er mest kendt for sin hovedrolle i Hornsletgruppen, men han og hans bror Bjørn, ligeledes læge, assisterede flere gange ved modtagelserne i Hvidsten.

Baastrup Thomsen blev arresteret i efteråret 1943, men det lykkedes ham gennem en utrolig behændighed i sine forklaringer over for Gestapo at bagatellisere sin rolle, selv om han var en af de centrale hjælpere for Ole Geisler, den ledende faldskærmsagent i Jylland. Derfor undgik han tysk kz-lejr og slap med et ophold i Frøslevlejren resten af krigen.

Alligevel var de psykiske skader mere end nok til at skabe et sjæleligt tomrum, fremgår det af forfatteren Kim Lykke Jensens bog Hornsletgruppen (Vældgungerne, 2015). ”Han prøver at dulme krigens efterveer med alkohol og hurtige biler. Og han bliver skilt fra sin kone.”

I 1953 blev det i familien bestemt, at Svend Baastrup Thomsen efter nogle år som læge i Lyngby ved København skulle tilbage til barndomsbyen Hornslet for at blive læge på sygehuset i stedet for sin far.

”Derfor flytter Svend nu til Hornslet og bliver taget imod med åbne arme. Dog vækker det nogen opsigt i byen, at den nye læge kører rundt i en åben sportsvogn. På overfladen virker det som om, Svend trives (…), men han har det ikke godt. I august 1955 skal (familien) holde weekend sammen med Svend i forældrenes sommerhus ved Handrup. Da de kommer frem, finder de den livløse læge. Han har forsøgt at tage sit eget liv. Han bliver bragt til Ebeltoft sygehus, hvor han dør næste dag, 42 år gammel,” skriver Kim Lykke Jensen.

I sommerhuset fandt man et afskedsbrev. Efter begravelsen på Nordre Kirkegård i Aarhus holdt dommer Kjærholm, en nær ven af familien, en tale, hvori han blandt andet sagde følgende: ’Der er et mål af lidelse, som ingen kommer uskadt igennem. Krigens ryggesløse kræfter krævede millioner af grave, og stadig mistes der unge sønner som følge af den (…). Endnu ti år efter krigen kan der være så ulægte sår – sind og nerver, der er så ramt, at de ikke kan læges, og en ung kaldes bort. Svend har aldrig fortalt, hvad han gik igennem, og ingen har vel fantasi til at forestille sig det’.”